Jeg bærer min rytter hjem

'Sonja Strange arbejder stedsspecifikt, hvor hun undersøger det givne steds historiske, geo-, bio og mytologiske lag – en udforskning af vores fælles sammensatte verden. Hun skaber en ny
fortælling, af performativ karakter, som udvikler sig til videoværker, objekter, performances,
malerier, tekst og lyd. Strange har til Hesten og Magten været i kontakt og har besøgt mange
forskellige instanser. Fra gemakkerne på Christiansborg, til de Kongelige stalde, hvor kladruber, en af de ældste hesteracer er opstaldet, til Slagelse Kaserne, hvor gardehusarregimentets
hesteskadron træner hver dag og hvor krig er en del af hverdagen. Strange fortæller: ‘Jeg har talt
med en ældre soldat, hvis job på et tidspunkt var at fortælle forældre, at deres søn eller datter ikke kom hjem igen. En anden soldat fortalte mig om den smukkeste efterårsmorgen på Fredensborg Slot, hvor HESK skulle ride - han beskrev det som et HC. Andersen eventyr og hvor heldige vi er her i Danmark, han har selv været udsendt og i krig med tab.’ Stranges kuratering af genstande i formidlingsrummet består af objekter fra Gardehusarregimentets historiske samling.

Tekst fra formidlingsrummet i udstiilingen:

‘Min hest, min saddel, mig selv’
Gardehusarernes motto - en tilgang til arbejdet med hesten som gennemstrømmer kavaleriets
historie. Gardehusarernes historie kan spores tilbage til 1762, hvor der var optræk til krig
mellem Danmark og Rusland og hvor man frygtede de russiske kosakker.
Ordet Husar stammer fra serbokroatisk og betyder landevejsrøver. I militær forstand er der tale
om en let rytter som er ekspert i at gennemføre overraskelsesangreb.
Gardehusarregimentet og dragonerne har haft deres gang i Næstved i mange år, og
genstandene på væggen er udlånt af Gardehusarregimentets historiske samling.
Genstandene består af en valdrap, dette er et klæde med takket kant og med den regerende
monarks navnetræk. Snekketøj, sadeltøj udsmykket med små muslingeskaller, kaldet
kauriskaller, skallen af en særlig art af porcelænssneglene ("pengekauri", Cypraea moneta) har været brugt som betalingsmiddel i Afrika, Asien og Oceanien fra 600 f.Kr. frem til 1920erne; blev under betegnelsen snogepander indført ved regimentet i 1787. Disse skaller har blandt andet været brugt som betalingsmiddel for slaver, men har i denne sammenhæng beskyttet hesten mod sabelhug.
Sabel, den oprindelige lette, krumme husarsabel, blev i 1843 afløst af en fælles ryttersabel for
alle danske rytterregimenter.

‘Snogepander tar imod sabelhug
vi rider mod nord, over heden
indhyllet i fortidens fjerne suk
i håb om at tilslutte os freden
jeg bærer min rytter ud
min hest, min sadel, mig selv
jeg bærer min rytter hjem
min hest, min sadel, mig selv’
 

- uddrag fra korstykket ’Jeg bærer min rytter hjem’,
tekst af Sonja Strange, komposition af Pelle Nyhuus.

Performance d.28 sept - ‘Jeg bærer min rytter hjem’
For første gang i hesteeskadronens historie, er der indgået et samarbejde med en udøvende kunstner. Det er et helt unikt møde mellem kunsten og den militære magt. I dette møde fungerer hestene og rytterne som de performative elementer i samspil med et nykomponeret korstykke af den lokale unge klassiske komponist Pelle Nyhuus med tekst og idé af Sonja Strange. Udførelsen vil ske af det lokale Holsted Ungdomskor, til hesteskadronens ridt.
Musikken og teksten er inspireret af gardehusarregimentets signalhorn, regimentets historie og af husarens ordsprog ‘min hest, min sadel, mig selv’, samt gamle soldaterbreve og hestens rolle
gennem hærens historie.
Idé, tekst og research: Sonja Strange, Komposition: Pelle Nyhuus, Kor: Holsted Ungdomskor ved
ledelse af Birgit Olsen, Trompet: Magnus Munkegaard Tipsmark, Signalhorn ved HESK, Træner fra HESK: Lene Boe Pedersen samt heste og ryttere fra HESK; Gardehusarregimentets
Hesteskadron.

Foto: Christian Brems

I Sonja Stranges praksis forenes det personlige, det almene og det okkulte, og hun åbner op for ellers lukkede verdener. Flersidige fortællinger fra kulturhistorie, naturmyter, sorg, tilbedelse og heling flettes poetisk sammen i Stranges installation. I Stranges kunstværker står fortid og samtid side om side, og forbinder på en smuk og følsom måde det personlige med en kunstnerisk praksis. Strange arbejder med sagn og myter, og samtidig bruger hun sin egen livshistorie og fantasi. Hesten er bindeleddet mellem det folkelige, det menneskelige og det fortryllende.

Videoværket Blodsten - (Blótet / The Ritual), tager udgangspunkt på en mark uden for Sorø tæt på Ruds Vedby. Her findes en sten, som i folkemunde kaldes blodstenen. Sagnet fortæller, at stenen blev brugt til ofringer i fortiden og er forbundet med de første helleristninger i Danmark. Især blev begravelsesritualer omdrejningspunkt for værket, da Strange på daværende tidspunkt stod i en sorg efter at have mistet begge sine forældre med kun få års mellemrum.

 ”Da jeg stadig arbejdede med min sorg, gik jeg med den og ikke fra den”- Sonja Strange.

Filmens røde roser symboliserer netop den kærlighedserklæring man giver sin elskede i og efter livet - som blomsten på kisten, når man siger det sidste farvel. I titlen indgår ordet blótet, som betyder offerritual. I oldtiden fandtes kvindelige offerkulte, som ofrede til valkyrierne, som var slægternes værneånder, og som referer til kvindeskikkelserne blodsøstrene, i filmen. Offergaverne i filmen blev skabt under en workshop i fællesskab med lokalbefolkningen, mens der blev talt om sorg.

Kvindefiguren i filmens anden del bærer navnet Val the Valkyrie. Denne figur kommer ridende og trækker reference til hesten mytiske evner. I disse myter  fragtede hesten ofte guder fra gudernes verden til menneskets. Strange voksede op med heste. I filmen rider Strange på en enhjørning; et fabeldyr, hvis symbolik trækker tråde til alt fra det magiske til det overnaturlige og ukønnede og til noget, som ikke lader sig tæmme.

I Sonja Stranges praksis er den rituelle akt essentielt, og Strange trækker på den rumænske religionshistoriker Mircea Eliades citat fra ‘Myten om den evige genkomst’, 1997[1] : ‘Når myterne gennemspilles rituelt, ophører den dagligdags virkelighed og tid, og deltagerne føres tilbage til den oprindelige mytiske hændelse og den oprindelige mytiske tid, til et nu, som samtidig er et altid.’ Symbolske handlinger og de gamle offerritualer i Blodsten skaber derved et rituelt indre og ydre landskab.

Bloddråber, Blodtab og En nat lå jeg og kaldte på dig, kunne ikke andet... er en videreudvikling af Blodsten, hvor en nyfortolkning af hestetøjlen, brugt hestedækken og en barndomserindring hentes frem. Bloddråber I–II–III er sammensat af smeltet plast og offergaver fra Blodsten.

Maleriet Blodtab gengiver Stranges minde om sin sorte hingst, som ikke kunne tåle narkosen under kasteringen og ikke vågnede igen. Sammen med hesten ligger Stranges afdøde forældre forenet i naturen. Klædet over bænken er et brugt hestedækken med broderet tekst og inviterer beskueren tættere på hesten og til at dvæle ved Stranges univers. 

Projektet er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond.

Foto: Malle Madsen

CRYOSLEEP

Sonja Strange

Sonja Strange har med værket CRYOSLEEP skabt en fortælling om at tilegne sig egenskaber fra lav.
At transformere sig om til lav, og momentant være i en form for dvaletilstand i samhørighed med de andre laver og mosser på Mørupstenen.
Med titlen CRYOSLEEP, skabes referencer til sci-fi-genren og til menneskehedens overlevelse.
Til transport af kryopræserverede mennesker til nye bosteder i universet, men også en tanke om, at dvalen er en nødvendig tilstand, vi må tillære os, for menneskeheden og jordens overlevelses skyld. At vi lærer at gå i dvaletilstand, modsat optimal produktionstilstand, som vi befinder os i nu. Mørupstenen er Jyllands største sten og Danmarks anden største. Udover størrelsen på stenen, er den speciel på grund af de sjældne og truede arter af mos og lav, der vokser på stenens overflade. Her findes den rødlistede og truede art Kliddet Navlelav, og man har fundet en for Danmark ny mos-art Grimmia Montana på netop Mørupstenen. Der er lavet forsøg i rummet, hvor det har vist sig, at laver kan overleve under ekstreme forhold, og at de muligvis erde former for liv, der kan leve længst. På Grønland har man fundet laver dateret til at være 10.000 år gamle. Når de udsættes for tørke, går de i en tilstand af dvale. En slags kryosøvn, som de er i stand til at være i meget længe. Kosmogen eksponeringsdatering viser, at stenen har været eksponeret for kosmisk stråling fra rummet i 75.000 år. Det vil sige, at stenen så dagens lys for 75.000 år siden, efter at have været transporteret fra Larvik med indlandsisen, midt under den seneste istid. Værket består af et performativt videoværk, med en lydside af lavernes plantebiofeedback, en sonifisering af deres biologiske ændringer og tekstile objekter, der tager udgangspunkt i laver og mossernes fysiske vækst på stenen. I et samarbejde med den lokale biolog, lav- og mosekspert Lennarth Skov Espersen, har Strange udforsket stenens lav- og mosvækster og oversat arternes egenskaber til et kunstnerisk udtryk.

Kilde: Sonja Strange og Sara Duborg Døssing

Projektet er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond.

Bond of attention, 2024

Video, 08:48 min. 

Bond of attention er skabt i tæt samarbejde mellem billedkunstner Sonja Strange og Kernestedets STU, der er lokaliseret i nærheden af Næstved. Her tilbydes et 3-årigt særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. I over et halvt år har Strange fulgt og besøgt de unge på Kernestedet og deres medarbejdere, hestene. Disse medarbejdere er det bærende element i Kernestedets dna, da de går ind og hjælper de unge med at udvikle sig i en positiv retning. 

Gennem Bond of attention åbner Strange et vindue ind i dette særlige bånd der er mellem hesten og mennesket. En åbningssætning i videoværket fortæller om det limbiske system, hvor samarbejdet mellem heste og mennesker, er et fælles udviklet limbisk system. Dette system er et sæt af beslægtede strukturer, der findes i midten af hjernen hos mennesker og andre pattedyr. På grund af disse ligheder inden for det limbiske system tillader arbejdet med heste, fra et terapeutisk synspunkt, hestene at forholde sig til det limbiske system hos mennesker. Da hesten ikke har en stor udviklet analytisk hjerne, kommer hestens observering fra et ikke-dømmende sted, når de læser andres adfærd. De reagerer på, hvad der sker i øjeblikket. Den naturlige hviletilstand inden for hesteracen kombineret med at være ikke-dømmende kan skabe et helbredende rum af ro og tillid. Dette tillader limbisk revision at finde sted - en måde for en person sikkert at skabe nye neurologiske veje for, hvordan man reagerer på bestemte følelsesmæssige mønstre.

Den limbiske lighed og særlige omsorg for det forhold der etableres i relationen menneske-hest, skildres i Stranges videoværk. I de forskellige sekvenser fra hverdagen på Kernestedet vises den meningsfulde og mindeværdige forbindelse. Fra kunstnerens side er der givet de unge på Kernestedet et frirum til at bidrage med optagelser af deres væren på stedet. De viser os deres arbejde med hestene, og det er gennem deres øjne og oplevelser skaber et opmærksomhedsbånd med beskueren. Der er en forbindelse mellem hestene og de unge, som er så fin og sensible, at nervebaner forbindes og nye opstår. En form for dyb forbindelse, som kun kan opstå mellem hest og menneske. 

Kunstneren vil gerne takke de unge fra Kernestedets STU, og leder Lisette Pelsen, for at have været en del af projektet.

Stills fra filmen Bond of Attention / Sonja Strange - Foto fra udstillingen / Christian Brems

All rights reserved Sonja Strange 2006-2024 ©

Projektet er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond.